kb@nord-ad.dk 36 97 00 64



Faxe Kommune

Velkommen til Faxe kommune

Følgende virksomheder står klar til at hjælpe dig som nytilflytter

















FAXE KOMMUNE - Byer med gang i !

I kommunens byer finder du alt, hvad hjertet begærer. Her er både spændende arbejdspladser og mange hyggelige, sjove, underholdende og udfordrende fritidsaktiviteter.

Shopping og hygge 
Haslev og Faxe er et besøg værd, når du trænger til shopping og caféliv. Jernbanegade i Haslev rummer mange små specialbutikker, og i udkanten af byen ligger Skandinaviens største, permanente kræmmermarked, Det Blå Marked. På Vinkældertorvet i Faxe finder du flere forretninger, og herfra kan du gå til kulturhuset Kanten, der både indeholder geomuseum og en prisbelønnet biograf.

 

Godt arbejde
Faxe by er hjemsted for to internationale virksomheder, Royal Unibrew og Haribo Lakrids. Kommunen huser mange andre små og store virksomheder, der har opdaget vores gunstige beliggenhed. Som borger er du altså tæt på et stort antal arbejdspladser både her i kommunen og i hovedstadsområdet. Vi har fokus på at skabe vækst og udvikling, og både virksomheder og iværksættere kan få råd og vejledning via kommunens erhvervskontakt og Business Faxe Copenhagen.

 

En fyldt kalender
I Faxe Kommune behøver du aldrig sidde derhjemme og kede dig. Uanset om du er til musik, sport, teater, billedkunst eller noget helt andet, er der noget at opleve året rundt: Crazy Night på Vinkældertorvet i Faxe med musik og åbne butikker, Byfesten Børnehjælpsdagen i Haslev, Haslev Kulturnat, Rivierafesten i Faxe Ladeplads, Dalby Marked, Haslev Festdage, Dyrskuet Børn & Dyr – vi kunne blive ved. Dertil kommer gymnastikopvisninger, det årlige boksestævne og et væld af håndbold- og fodboldkampe.

 

Fantastisk fritid
Med både musikskole, ungdomsskole, svømmehaller, golfklub og mere end 170 foreninger byder Faxe Kommune på en aktiv fritid for alle, uanset alder og interesser. Dyrk motion alene eller med andre. Gå til spejder, lær at synge, male eller lave mad. Stå på skateboard, find dine forfædre – eller hvad du nu har lyst til. Her er mulighederne mange …

 

Storslået natur
Der er rig mulighed for at gå på opdagelse i vores naturskønne områder. Her er både skov, kyst, søer og vandløb, historiske mindesmærker, idylliske landskaber og dramatisk terræn.

 

Ud i det blå og grønne
Stig på cyklen, snør vandre- eller løbeskoene, og begiv dig ud på de mange stisystemer, der krydser igennem kommunen. De små, snoede landeveje er en smuk oplevelse, lige så vel som de stejle skrænter i Svenskekløften, hvor istidens smeltevand har flået jorden væk. Feddet, Præstø Fjord, Brødebækken, Susåen, Gøgsmosen og Faxe Ådal er bestemt også indsatsen værd.

 

Find fossiler i Faxe Kalkbrud
Når du står i Faxe Kalkbrud, befinder du dig på bunden af et 63 millioner år gammelt koralhav. Her kan du finde mange forsteninger af bl.a. hajtænder, koraller og krabbeskjolde. Kalkbruddet er det største menneskeskabte hul i Danmark og Europas største åbne kalkbrud. På Geomuseum Faxe kan du opleve koralrevets og kalkarbejdernes historie og deltage i guidede fossiljagter. Du kan også lede efter fossiler på egen hånd – hammer og mejsel kan lejes på museet.

 

Flora og fugle
I Faxe Kommune er der mange sjældne blomster og planter, og i den kalkrige jord i bl.a. Vemmetofte Strandskov og langs stierne i Faxe Kalkbrud kan du finde vilde orkidéer. Du kan også gå på fuglejagt – bevæbnet med kikkert – ved Store Nielstrup Sø, der er rasteplads for især grågæs og canadagæs. Eller besøg fugletårnet på Feddet og se de mange rastende fugle, der kommer her efterår, vinter og forår.

 

Action i trætoppene
I skoven ved Brødebækken finder du Camp Adventures syv trætopbaner med en samlet længde på 4,5 kilometer. Der er forskellige sværhedsgrader, så alle kan være med – også børnene. Højeste punkt er 25 meter over jorden.

 

Spor fra fortiden
Områdets mange godser og herregårde har præget vores historie i århundreder. De to største er Gisselfeld Kloster og Bregentved Slot, Danmarks største gods, hvor du kan tage en spadseretur i parkerne. Oplev også kalkmalerierne i Kongsted Kirke, Troldhøje – to gravhøje i Strandegård Dyrehave, Danmarks ældst bevarede landsbyskole, Rasmus Svendsens Skole, og Rollo-stenen i Faxe til minde om byens stolte viking.

Fakta:

Skal du til at flytte? Se alle kommunerne her

© Copyright 2018 Flytteguiden All Rights Reserved